Ny familie på Kong Gauers Gård
Velkommen på Kong Gauers Gård. Vi glæder os til at jeres familie bliver en del af vores fællesskab.
På Kong Gauers Gård prioriterer vi fællesskabet på tværs af generationer med fokus på tryghed og hjertevarme – det skal være et godt sted for alle. Et sted hvor fællesskab og venskab blomstrer.
Inden opstarten på Kong Gauers Gård inviteres I til en opstartssamtale, hvor I kan høre, hvordan det er at være barn og familie hos os, og vi bl.a. kan tale om jeres barns rytme, vaner, udvikling og trivsel (hjemlige situation). Til samtalen deltager en pædagog fra stuen samt vores AKT-pædagog. Vi inviterer desuden gerne jeres sundhedsplejerske med. Vi vægter en åben dialog, så vi sammen skaber de bedste forudsætninger for samarbejdet omkring jeres barns start, trivsel og udvikling
Det er vigtigt at give sig tid til indkøring, således jeres barn får mulighed for gradvist at vænne sig til at være sammen med nye voksne og få en tryg tilknytning. Det kan variere, hvor meget tid det enkelte barn har brug for, men den erfaring barnet får i opstarten, tager det med sig videre i livet. Vi tager i fællesskab så vidt muligt udgangspunkt i barnets behov, og tilrettelægger indkøringen, så barnet kan få en god og tryg start. Det er vigtigt, at I føler jer trygge ved at aflevere jeres barn til os, da det I føler smitter af på barnet. Det kan være rigtig svært at gå de første gange – men tal med os om det, så hjælpes vi ad. I indkøringen er det vigtigt, at vi hurtigt kan få fat på en af jer og at I kan komme tilbage til vuggestuen med kort varsel.
Vi anbefaler, I afsætter 1-2 uger, så indkøringen kan foregå i et roligt tempo og efter barnets behov.
Eksempel på den første uge på de små stuer forløber oftest sådan:
Dag 1 | Et besøg på ca. en halv time sammen med en eller begge forældre. |
Dag 2 | Vi taler om, hvordan natten og morgenen er gået. Barnet er her en halv time alene. Mor og far forlader institutionen og kommer tilbage og henter barnet. |
Dag 3 | Vi taler om, hvordan natten og morgenen er gået. Barnet afleveres og bliver et par timer og hentes før sovetid. |
Dag 4 & 5 | Vi taler om, hvordan natten og morgenen er gået. Barnet afleveres til leg og lur. Barnet hentes når han/hun er vågen. |